Både København og Aarhus vil torsdag eftermiddag runge af frustration fra unge struber, når et stort antal studerende samles for at demonstrere mod regeringens planer om besparelser på uddannelsesområdet.
Foreløbig har flere end 20.000 unge fra hele landet tilmeldt sig demonstrationerne kl. 16 på Rådhuspladsen i de to byer.
Via Facebook har 13.000 oplyst, at de vil deltage ved dagens demonstration i København, og i Aarhus har 7000 elever meldt ud, at de deltager i dagens demonstration.
Her vil de vende deres vrede mod regeringens planer om at spare to procent om året på uddannelsesområdet i de næste fire år.
Bag protestaktionerne står Uddannelsesalliancen, der er en sammenslutning af 22 organisationer, og som ifølge talskvinde Veronika Ahrensbøll Schultz er stærkt bekymrede over besparelserne, der skønnes at løbe op i 8,7 milliarder kroner.
- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at finde så mange penge på hverken universiteter, mellemlange uddannelser eller ungdomsuddannelser, uden at det går ud over kvaliteten, siger hun og fortsætter:
- Det er allerede blevet skåret på hele uddannelsessektoren, så når man nu vil skære yderligere, er vi nødt til at gøre noget, fordi vi ved, at det kommer til at ramme rigtig hårdt.
Mange af demonstranterne torsdag er gymnasieelever, og omkring 80 gymnasier landet over planlægger at nedlægge undervisningen og lade busser bringe de studerende fra provinsen til København og Aarhus.
Og netop de unge i provinsen har grund til at protestere, mener Anne-Birgitte Rasmussen, der er gymnasierektor og formand for interesseorganisationen Danske Gymnasier.
- Hvis regeringens udspil bliver rullet ud, vil det især ramme gymnasier i yderområderne, hvor man ud over besparelserne kan se frem til færre unge i området, siger hun.
- Vi kan godt risikere, at der skal lukke gymnasier i dele af landet, hvor der allerede i dag er langt mellem dem, siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Rektoren på Morsø Gymnasium, Kurt Sonne Thomsen, er også bekymret for fremtiden, hvis regeringen får sine besparelser igennem.
- Vi kommer ikke til at lukke i første omgang, men med den yderligere sårbarhed det vil medføre, så kan det få konsekvenser i sidste ende, siger han.
/ritzau/