United-manager forsvarer Rooneys måltørke

Skrevet af admin

19/09/2015

Mest læste i dag

Manchester Uniteds 29-årige stjerneangriber Wayne Rooney har ikke scoret i Premier League siden april.

Britiske medier taler om scoringskrise, men hans manager Louis van Gaal er fuldstændigt ligeglad. For Rooney scorer mål både på landsholdet og - endnu vigtigere - for United i Champions League, hvor det blev til hattrick mod Club Brügge i sidste måned.

- Han scorede mod Brügge. Han scorede, og så er det lige meget, om det er Premier League eller Champions League. Det glæder mig, når vi laver mange mål.

- For mig betyder det ikke noget, hvem der scorer, men vi er nødt til at score mere. Når vi dominerer så meget, som vi gør, er vi også nødt til at vinde kampene, siger Louis van Gaal ifølge nyhedsbureauet AFP.

Wayne Rooney blev for ganske nylig Englands mest scorende spiller på landsholdet nogensinde. Hans 185 mål i Premier League gør ham til ligaens tredjemest scorende nogensinde, og han mangler kun to mål i at nå Andy Cole på andenpladsen.

Angriberen sad ude med en skade, da Manchester United besejrede Liverpool i sidste weekend, men ser ud til at være med, når United møder Southampton søndag.

- Wayne er tilbage. Det var bare en mindre skade, og vi ønskede ikke at tage chancer med ham. Han har både trænet og været i behandling, og jeg forventer, at han kan spille.

Southampton imponerede i Premier League i sidste sæson, men har i efteråret kun vundet en af sæsonens første fem kampe i Premier League. Holdets håb om succes i Europa League blev tilmed slukket af et velspillende dansk mesterhold fra FC Midtjylland.

/ritzau/