Lige nu læser andre
Manager David Moyes er så småt ved at komme under pres igen i Manchester United, der nu har tabt tre kampe i træk.
Det engelske mesterhold måtte tirsdag aften se sig slået med 1-2 af Sunderland i det første semifinale-møde i Liga Cuppen. United kan dog fortsat sikre sig en plads i finalen, når der er returopgør på Old Trafford om to uger.
Moyes' mandskab kom i problemer umiddelbart før pausen, da veteranen Ryan Giggs blev presset så hårdt, at han skød bolden i eget mål.
I starten af anden halvleg fik forsvarsgeneralen Nemanja Vidic udlignet til 1-1 på et hovedstød i forbindelse med et hjørnespark.
Læs også
Godt 10 minutter senere tog Sunderland atter føringen, da Tom Cleverly begik straffespark. Det blev sikkert udnyttet af hjemmeholdets Fabio Borini, der bankede bolden ind til 2-1 for Premier Leagues bundprop.
For blot to dage siden blev Manchester United slået ud af FA Cuppen, da Michael Laudrups Swansea vandt med 2-1 på Old Trafford.
Det har rent ud sagt været en skidt start på 2014 for David Moyes' mandskab, der 1. januar tabte 1-2 i Premier League til Tottenham.
/ritzau/