Uro fortsætter i Malmø: Mand forsøgt dræbt

Skrevet af admin

24/12/2014

Dagens topnyheder

Urolighederne i et af Malmøs mest berygtede boligområder fortsætter. Natten til onsdag er en mand blevet ramt af skud i benet i det belastede kvarter Rosengård.

Politiet betragter hændelsen som et drabsforsøg, skriver den svenske avis Expressen. Skudofret er bragt på hospitalet. Han er uden for livsfare.

Ofret er en mand på 24 år. Han blev fundet skudt på Ramels Våg. Det var på samme vej, at en kontorbygning i weekenden to gange var udsat for et bombeangreb. Det er uvist, om der er en sammenhæng mellem de tre angreb.

Skudofret har over for politiet ikke været særlig meddelsom om, hvad der er sket, skriver avisen. Flere politipatruljer har natten igennem afsøgt området, blandt andet med hjælp fra en såkaldt våbenhund, for at finde patronhylstre eller andet bevismateriale.

Det vides ikke, hvad der ligger bag nedskydningen af manden. Ofret er kendt af politiet for tidligere lovovertrædelser, skriver Expressen.

Ved weekendens eksplosioner i Rosengård kom ingen personer til skade. Tidligere i december eksploderede en sprængladning foran en kombineret rets- og politibygning i den centrale del af Malmø.

/ritzau/