Uruguays præsident: Fifa tyranniserer os

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Uruguays præsident, José Mujica, kritiserer det internationale fodboldforbund (Fifa), som torsdag gav landets stjerneangriber Luis Suarez ni landskampes karantæne og udelukkelse for al fodbold i fire måneder for at have bidt italienske Giorgio Chiellini under tirsdagens VM-kamp.

I et telefoninterview med De Zurda - et tv-program, der har det argentinske fodboldikon Diego Maradona som medvært - siger præsidenten, at "det ikke koster Fifa meget at være streng mod Uruguay, da vi er et lille land".

Straffen fra Fifa er "en aggressiv handling" mod Uruguays fans, mener Mujica, som inden dommen faldt, havde udtalt:

- Jeg så ham ikke bide nogen. Men de giver hinanden så mange spark og slag, og normalt finder de sig i det.

Under tv-programmet var Maradona i øvrigt iført i t-shirt med påskriften: "Luis, vi er med dig". Maradona kalder det ironisk, at Fifa forsøger at være moralens vogter i en tid, hvor forbundets troværdighed er under kritik på grund af mulige korruptionssager.

Argentineren er rystet over dommen og har udtalt følgende:

- Hvem tror de, at de er? Hvorfor sender I ham ikke bare til Guantanamo-lejren? Det er en unfair karantæne. Der er noget mafia-agtigt over det hele.

/ritzau/dpa