US Open i golf: Den evige toer håber på forløsning

Skrevet af admin

12/06/2014

Dagens topnyheder

Phil Mickelson er vant til succes i sin golfkarriere.

Tre ud af fire majorturneringer har han vundet, og sammenlagt er det blevet til fem majortriumfer for den 43-årige amerikaner. Kun én stor titel mangler til samlingen: US Open.

Mickelson er ramt af en forbandelse ved US Open, hele seks gange er han blevet toer.

I denne uge skal "Lefty", som han kaldes, igen forsøge sig ved US Open, der i år spilles i Pinehurst. Selvsamme sted, hvor han i 1999 første gang blev toer i turneringen.

- Jeg er spændt. Jeg elsker den golfbane, siger Mickelson ifølge pgatour.com.

Banen i Pinehurst passer umiddelbart rigtig godt til Mickelson. Man kan vinde meget ved at satse lidt, og i det korte spil skal spillerne vise stor styrke. Guf for Mickelson, indrømmer han selv.

- Hvis ingen rammer greens, føler jeg, at mine chancer er bedst. Jeg glæder mig over udsigten til et US Open, der har det korte spil som et så vigtigt element, siger verdens nummer 11.

Banen i Pinehurst minder ifølge Mickelsons landsmand og kollega Rickie Fowler meget om Augusta-banen, hvor en anden majorturnering - US Masters - spilles, og hvor Mickelson med tre sejre har haft mest majorsucces.

- Der vil være tidspunkter i Pinehurst, hvor nogle af os kommer til at se dumme ud, fordi der vil være situationer med nogle umulige slag. Sådan noget passer helt klart godt til Phil og hans korte spil, siger Fowler.

Det store problem for Mickelson i år er, at resultaterne mildt sagt har været sløje. 14 turneringer på PGA Touren har han spillet, og Mickelson mangler endnu at slutte i top-10.

I sidste uge blev han delt nummer 11 ved FedEx St. Jude Classic. Her var Mickelson ganske tilfreds med sit spil bortset fra sine put, som han kaldte "patetiske".

- Jeg skal putte meget bedre end i sidste uge, hvis det skal blive til noget, erkender Mickelson.

Andenpladsen fra 1999 i Pinehurst betyder fortsat meget for Mickelson, fordi han blev toer under specielle omstændigheder.

Han kone, Amy, var dengang højgravid med parrets første barn, så i sin golftaske havde Mickelson en personsøger, der kunne varsle ham, hvis fødslen skulle til at begynde.

- Jeg har mange fantastiske og gode minder herfra, selv om jeg ikke har vundet, siger Mickelson.

Mens Mickelson ser ud til at være manden i fokus i Pinehurst, hvor det går løs torsdag, så er den danske deltagelse nem at overskue.

Kun 22-årige Lucas Bjerregaard, som via en kvalifikationsturnering er kommet med, repræsenterer Danmark. Thomas Bjørn har meldt fra med nakke- og skulderproblemer.

/ritzau/