USA: Deadline for atomaftale med Iran skydes til fredag

Skrevet af admin

07/07/2015

Mest læste i dag

Ifølge USA forlænger stormagterne tirsdagens deadline for den historiske atomaftale med Iran til fredag.

Det har knebet med at få de sidste detaljer på plads for aftalen, og deadline er tidligere blevet rykket flere gange, men parterne forsætter altså nu forhandlingerne i Wien i Østrig.

- Vi har gjort store fremskridt på alle områder, men dette arbejde er meget teknisk, og meget står på spil for alle de involverede lande, siger udenrigsministeriets talsmand, Marie Harf, i en udtalelse.

- Vi er ærlig talt mere bekymret for kvaliteten af aftalen, end vi er omkring tidspresset, selvom vi også ved, at svære forhandlinger ikke bliver nemmere med tiden. Det er derfor, vi også fortsætter med at forhandle, siger hun videre.

Kort forinden lød der ellers andre toner fra EU.

- Vi fortsætter med at forhandle de næste par dage. Dette betyder ikke, at vi forlænger vores deadline, sagde EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, siger ifølge Reuters, at han tager tilbage til Paris tirsdag aften for at vende tilbage til forhandlingerne i Wien igen onsdag aften.

Han mener, at der er tre springende punkter i forhandlingerne mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, som består af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien - samt Tyskland.

De tre springende punkter for Frankrig er ifølge ministeren nødvendige begrænsninger for Irans forskning i og udvikling af atomkraft, sanktioner samt mulige militære dimensioner.

Iran er hårdt ramt af internationale sanktioner, men en atomaftale kan få USA og Vesten til at lempe sanktionsskruen.

Forhandlerne overskred en deadline 30. juni for en endelig aftale, hvorefter den blev forlænget til tirsdag, som altså nu er forlænget til fredag.

/ritzau/Reuters