USA: Endnu en ubevæbnet sort mand er dræbt af politiet

Skrevet af admin

05/12/2014

Mest læste i dag

To skud affyret af en hvid betjent i den amerikanske delstat Arizona har kostet en ubevæbnet, sort mand livet.

Manden er dermed det seneste offer i en række sager, der har fået demonstranter landet over til at protestere over politivold særligt rettet mod sorte amerikanere.

Det er politiet i storbyen Phoenix, der onsdag oplyste om skudepisoden i en erklæring. Ifølge politiet sad den 34-årige Rumain Brisbon i en bil uden for en kiosk tirsdag aften, da to vidner fortalte en betjent, at Brisbon solgte stoffer.

I lyset af den seneste tids uroligheder udløst af netop politiets dræbende skud mod ubevæbnede sorte mænd, bad betjenten ifølge politiets erklæring om assistance fra politistationen, hvorefter han så Brisbon fjerne noget fra bilens bagsæde.

Det fik betjenten, der har været ansat i Phoenix' politistyrke i syv år, til at beordre Brisbon til at vise sine hænder. Men i stedet "placerede Brisbon en eller begge af sine hænder i bukselinningen" og flygtede fra stedet.

Det lykkedes betjenten at indhente den 34-årige, hvorefter de angiveligt kom i karambolage, og betjenten mente at kunne mærke skæftet på en pistol i sin modstanders lomme.

- Betjenten beordrede flere gange den mistænkte til at lægge sig på jorden, men han nægtede at adlyde og råbte i stedet ukvemsord mod betjenten, skriver politiet i erklæringen.

- Af frygt for, at Brisbon havde en pistol i lommen, affyrede betjenten to skud, der ramte Brisbon i overkroppen, lyder det videre.

Ifølge politiet havde Brisbon piller på sig, og der blev fundet et semiautomatisk håndvåben i offerets bil sammen med en krukke marijuana. Den 30-årige betjent kom ikke til skade ved episoden, der er den seneste i en række sager.

Uroligheder tog fart i byen Ferguson, da en storjury i sidste uge valgte ikke at rejse tiltale mod den betjent, der skød og dræbte den 18-årige teenager Michael Brown, og titusinder af mennesker gik onsdag på gaden i amerikanske byer for at protestere over frikendelsen af den betjent, der tog kvælertag på en sort mand, som efterfølgende døde på hospitalet.

Pårørende til Brisbon afviser ifølge AFP politiets forklaring.

/ritzau/Reuters