USA går i sort over Irans valg af FN-ambassadør

Skrevet af admin

08/04/2014

Mest læste i dag

USA vil ikke acceptere Irans nye valg af FN-ambassadør Hamid Abutalebi, melder Det Hvide Hus dagen efter, at Senatet har vedtaget en lov, der vil forbyde Abutalebi indrejse til det nordamerikanske land.

- Vi har informeret regeringen i Iran om, at dette valg ikke er holdbart, siger præsident Barack Obamas talsmand Jay Carney.

Medlemmer af Kongressen har udtrykt vrede over valget af den iranske diplomat, som de beskylder for at have spillet en rolle i gidseltagningen i 1979-81, da personale og civile på den amerikanske ambassade i Teheran blev tilbageholdt i 444 dage.

Abutalebi var medlem af en muslimsk studentergruppe, som tilbageholdt de 52 personer på ambassaden.

Loven, der vil forbyde Abutalebi indrejse blev godkendt i Senatet mandag, og nu skal Repræsentanternes Hus tage stilling til sagen.

Loven forbyder indrejse for individer, som har været involveret i spionage, terrorisme eller har været en trussel mod national sikkerhed.

- Nomineringen er en velovervejet og utvetydig fornærmelse mod USA, siger senator Ted Cruz.

Den iranske præsident, Hassan Rouhani, har udpeget Abutalebi, som har insisteret på, at hans eneste medvirken i gidselsagen fra 1979 var som oversætter og forhandler.

En talsmand for FN's generalsekretær siger, at sagen er et anliggende mellem USA og Iran.

/ritzau/Reuters