USA giver Mærsk lov til at dele skibe med konkurrent

Skrevet af admin

09/10/2014

Mest læste i dag

De amerikanske myndigheder har onsdag godkendt samarbejdsaftalen mellem to af verdens største containerrederier, det danske Maersk Line og Mediterranean Shipping Company (MSC), der har hovedsæde i Schweiz.

Den såkaldte 2M-alliance omfatter 185 containerskibe på 21 ruter i Europa samt over Atlanterhavet og Stillehavet.

Hvis EU og Kina også blåstempler skibsdelingsaftalen, ventes den at træde i kraft fra årsskiftet.

Maersk Line regner med, at aftalen kan give rederiet årlige besparelser på 350 millioner dollar eller cirka 2,0 milliarder kroner.

Maersk Line har tidligere set en endnu større aftale - kaldet P3 - med MSC og det franske CMA CGM gå i vasken, fordi de kinesiske myndigheder afviste den af konkurrencemæssige årsager.

Efter den kinesiske afvisning blev rederiet under A.P. Møller - Mærsk så enige om et noget mindre samarbejde med MSC.

Alliancen forventes at "forbedre netværkets effektivitet og åbner mulighed for lavere enhedsomkostninger som følge af forbedret udnyttelse af skibenes kapacitet og stordriftsfordele", oplyste Maersk Line, da aftalen blev offentliggjort i juli.

Den globale shippingbranche har kæmpet med overkapacitet i form af for mange skibe og lave fragtrater siden finanskrisen satte ind i 2008.

/ritzau/Reuters