USA: Iranske kampfly bomber jihadister i Irak

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Iranske kampfly har de seneste dage bombet jihadister fra Islamisk Stat (IS) i det østlige Irak.

Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium Pentagon, som samtidig understreger, at angrebene på den ekstremistiske gruppe ikke var koordineret med USA.

- Vi har indikationer på, at de ganske rigtigt har udført luftangreb med F-4 Phantom-fly i de seneste mange dage, siger Pentagon-talsmand John Kirby til nyhedsbureauet AFP.

Hans udtalelser falder, efter at det arabiske medie al-Jazeera har vist optagelser af det, der synes at være F-4 Phantom-kampfly, som angriber mål i den østlige irakiske provins Diyala. Flytypen er den samme, som det iranske luftvåben benytter.

John Kirby har tidligere sagt på et pressemøde, at det er op til den irakiske regering og ikke amerikanerne at overvåge og koordinere forskellige landes militære overflyvninger.

- Vi flyver missioner over Irak. Vi koordinerer med den irakiske regering, når vi gennemfører de missioner. Det er op til den irakiske regering at kontrollere luftrummet.

- Vores politik om ikke at koordinere militære handlinger med iranerne er ikke blevet ændret, betoner John Kirby.

Det har tidligere været fremme, at iranske styrker angiveligt har været aktive på jorden i Irak, hvor de har hjulpet shiamuslimske militser og irakiske regeringsstyrker, men det er første gang, at USA har bekræftet, at Iran udfører luftangreb mod IS i Irak.

Selvom USA nægter direkte at koordinere angreb med Iran, er det i sig selv bemærkelsesværdigt, at de to politiske ærkefjender begge forsøger at nedkæmpe IS.

USA leder en international koalition af lande, der går efter at svække Islamisk Stat i henholdsvis Irak og Syrien.

Danmark er en del af koalitionen og har sendt syv F-16-kampfly af sted mod Mellemøsten. De danske fly bidrager dog kun til indsatsen i Irak og ikke den i Syrien.

/ritzau/AFP