USA og EU har langt i mål med frihandelsaftale

Skrevet af admin

29/04/2016

Mest læste i dag

Der er stadig meget arbejde forude, før USA og EU bliver enige om alle detaljer i den planlagte frihandelsaftale, TTIP.

Det fortæller forhandlere fra begge sider efter afslutningen af endnu en forhandlingsrunde i New York denne uge. De to parter har forsøgt at nærme sig hinanden på en række områder, hvor de er uenige.

- Vi har haft en produktiv runde, men der er stadig en væsentlig mængde arbejde forude. USA har ingen interesse i en lightudgave af TTIP, det ville ikke leve op til vores mål, siger USA's chefforhandler, Dan Mullaney.

Den foreslåede aftale dækker alt fra toldtariffer over patenter til landbrugsstøtte og statsejede virksomheder. Det er planen at ensrette regler på begge sider af Atlanten.

Et af de store stridspunkter er fødevarer. EU har skrappere sikkerhedsstandarder og streng beskyttelse af lokale produktnavne som fetaost og champagne. Det vil USA gerne have blødt op.

Omvendt er europæerne trætte af USA's mange regler om, at det offentlige skal købe amerikansk producerede varer og derfor holder udenlandske spillere ude af markedet.

Parterne håber fortsat på at lukke forhandlingerne i løbet af 2016. Især så aftalen kan komme på plads inden udløbet af præsident Barack Obamas embedsperiode. Denne uges forhandlingsrunde var den 13. af slagsen, siden arbejdet begyndte i 2013.

- Vi vil arbejde hårdt på at afslutte forhandlingerne i 2016, men kun hvis indholdet er det rigtige. Vi planlægger endnu en runde inden sommerferien og arbejder videre på at blive enige på alle områder, siger EU's chefforhandler, Ignacio García Bercero.

Forhandlingerne er blevet mødt med bred kritik i Europa for at være omgærdet af hemmelighedskræmmeri, og fordi TTIP-aftalen potentielt vil undergrave fagbevægelsen og miljøhensyn.

Fortalerne fremhæver til gengæld aftalens potentiale for større eksport, flere arbejdspladser og billigere varer.

/ritzau/