USA og Tyrkiet træner syriske oprørere fra på søndag

Skrevet af admin

27/02/2015

Mest læste i dag

USA og Tyrkiet vil begynde at træne og udruste tusindvis af moderate syriske oprørsstyrker fra på søndag.

Det er en del af den aftale, de to Nato-allierede indgik i sidste uge efter flere måneders forhandlinger, siger en talsmand for Tyrkiets udenrigsministerium. Han bekræfter, at programmet sættes i gang søndag.

Tyrkiets regering, som er udtalt modstander af den syriske præsident, Bashar al-Assad, håber, at nogle af de syriske oprørsgrupper kan trænes til både at bekæmpe Assads regeringsstyrker og militante fra Islamisk Stat.

Islamisk Stat har indtaget store dele af Syrien og Irak og befinder sig ikke langt fra den tyrkiske grænse.

Målet er at træne over 5000 syriske oprørere i løbet af det første år og 15.000 over en treårig periode.

USA's regering håber, at de første specialtrænede oprørere er operationelle ved udgangen af i år.

Tidligere har det skabt irritation i Washington, at tyrkerne har tøvet i forhold til at slå hårdt ned på Islamisk Stat.

Den amerikanske efterretningschef, James Clapper, kritiserede torsdag, at kampen mod militante islamister tidligere ikke har haft høj prioritet i Tyrkiet. Derfor har udenlandske krigere kunnet rejse gennem Tyrkiet og videre til Syrien.

Det er en kritik, der tidligere har været rejst, og som Tyrkiet afviser. Landets regering siger, at den har skærpet sikkerheden ved grænserne og har bedt om, at vestlige efterretningstjenester udleverer oplysninger og lister over mistænkte jihadister.

/ritzau/AFP