USA: Russiske krydsermissiler har ramt Iran

Skrevet af admin

08/10/2015

Mest læste i dag

Fire russiske krydsermissiler er slået ned i Iran, siger amerikanske embedsmænd ifølge den amerikanske tv-station CNN og flere andre medier.

Missilerne blev ifølge oplysningerne affyret fra russiske skibe i Det Kaspiske Hav.

Ruslands forsvarsministerium afviser imidlertid de amerikanske oplysninger og siger, at de har ramt de planlagte mål i Syrien.

- I modsætning til CNN taler vi ikke med henvisning til anonyme kilder, men fremviser affyring af raketterne og de mål, de har ramt, mere eller mindre i realtid, siger det russiske forsvarsministeriums talsmand, Igor Konasjenkov, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Han tilføjer, at der altid bliver registreret et billede af målet før og efter angrebet.

Episoden skete ifølge de amerikanske embedsmænd onsdag.

Der er ikke informationer om, hvor raketterne i givet fald er slået ned i Iran, eller om der er dræbte og sårede, rapporterer CNN.

Irans halvofficielle nyhedsbureau Fars skriver, at iranske myndigheder ikke umiddelbart har bekræftet, at der skulle være slået russiske raketter ned i landet.

Det var onsdag, at Rusland affyrede krydsermissiler mod oprørere i Syrien.

Rusland meddelte, at 26 missiler affyret fra russiske flådefartøjer i Det Kaspiske Hav fløj 1500 kilometer over Iran og Irak, inden de slog ned og ramte 11 mål i Syrien.

/ritzau/