USA sender soldater til Sydsudan

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

USA har indsat en styrke på omkring 45 soldater i Sydsudan, der er plaget af blodige uroligheder. Det oplyser Det Hvide Hus natten til fredag dansk tid.

Præsident Barack Obama skriver i et brev til USA's kongres, at den kampudstyrede styrke blev sendt af sted onsdag for at beskytte amerikanske borgere og ejendom.

Soldaterne vil blive i Sydsudan, indtil sikkerhedssituationen forbedrer sig sådan, at der ikke længere er brug for dem, lyder det. Samtidigt opfordrer Obama de sydsudanske parter til at stoppe blodsudgydelserne.

- Opildnet retorik og målrettet vold må ophøre, udtaler USA's præsident ifølge Reuters.

- Alle sider må lytte til den kloge rådgivning fra deres naboer, forpligte sig til dialog og tage øjeblikkelige skridt for at opfordre til ro og støtte forsoning, tilføjer han.

Internationale iagttagere frygter, at verdens yngste stat kan være på vej mod borgerkrigslignende tilstande.

Regeringssoldater kæmper mod oprørsstyrker for at genvinde kontrollen over flere områder i det blot to år gamle land i Afrika, der blev selvstændigt fra Sudan i 2011.

Bevæbnede personer trængte torsdag ind på en FN-base i den uroplagede delstat Jonglei. Tre indiske FN-soldater meldes dræbt.

Riek Machar, Sydsudans tidligere vicepræsident, har opfordret landets hær til at vælte landets præsident, Salva Kiir. Machar er kun interesseret i at deltage i forsonende samtaler, hvis de drejer sig om Kiirs afgang.

Præsident Kiir har sagt, at uroen i landet skyldes et kupforsøg iværksat af den tidligere vicepræsident, som blev afsat i sommer. Kiir og Machar repræsenterer Sydsudans to største etniske grupper: dinkaerne og nuerne.

/ritzau/AFP