USA vil bruge millioner på at blive klogere på zika

Skrevet af admin

06/04/2016

Mest læste i dag

Den amerikanske regering vil bruge nogle af de midler, som hidtil har været øremærket USA's indsats mod det dødelige ebolavirus i Vestafrika, til at bekæmpe den stadig voksende trussel fra zikavirusset.

Det oplyser Det Hvide Hus onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De 589 millioner dollar - svarende til knap 3,9 milliarder kroner - skal blandt andet gå til forskning i virusset og de fosterskader, det kan medføre.

Det Hvide Hus oplyser videre, at beslutningen skal ses som et tegn på, at USA forbereder sig på, at det myggebårne zikavirus kan dukke op på det nordamerikanske kontinent, idet vejret bliver varmere.

Budgetdirektør i Det Hvide Hus Shaun Donovan fortæller, at det kun er en midlertidig løsning, at regeringen tager penge fra ebola-indsatsen.

I samme åndedrag opfordrer han Kongressen til så hurtigt som muligt at godkende en hjælpepakke, der blev fremlagt af præsident Barack Obama i februar, på 1,8 milliarder dollar - eller knap 12 milliarder kroner - til bekæmpelse af zika.

- Vi skal ikke lege med ilden, påpeger budgetdirektøren.

Brasilien har været det hårdest ramte land af det zikaudbrud, der har spredt sig hastigt i gennem Latinamerika og Caribien.

Torsdag i sidste uge meddelte Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at det internationale forskningsmiljø nu stort set er overbevist om, at zika kan forårsage mikrokefali hos fostre samt være årsag til en sjælden neurologisk lidelse kendt som Guillain-Barré syndrom (GBS).

Mikrokefali er en sygdom, hvor børn fødes med for små hoveder og derfor kan udvikle hjerneskader.

Zikavirus spredes ved myggestik, men i seks lande, hvor myggen ikke findes, er folk også blevet smittet. Her menes smitten at være blevet seksuelt overført.

/ritzau/