USA's antiterrorchef: IS er større trussel end al-Qaeda

admin

|

08/10/2015

Dagens topnyheder

Islamisk Stat har skubbet al-Qaeda væk fra positionen som verdens førende ekstremistbevægelse og udgør nu den største terrortrussel af de to.

Det siger chefen for USA's nationale terrorbekæmpelse, Nick Rasmussen, i en orientering til sikkerhedsudvalget i Kongressen i Washington torsdag.

Islamisk Stat kan potentielt rekruttere mange nye medlemmer fra vestlige lande, og det er især unge mennesker, som lader sig hverve, fik kongresudvalget at vide.

Bevægelsen rekrutterer også flere kvinder eller piger under 18 år, advarer Nick Rasmussen ifølge Reuters.

Samtidig siger FBI's direktør, James Comey, til kongresudvalget, at forbundspolitiet har fulgt "snesevis og snesevis" af potentielle militante over store dele af USA.

Overvågningen har fundet sted døgnet rundt i løbet af sommeren, og det har "afbrudt" potentielle rekrutteringer eller forbrydelser, siger Comey.

Han siger samtidig, at formodede militante islamister er blevet langt bedre til at bruge kryptering, så myndighederne ikke kan følge med i deres kommunikation.

På trods af, at Islamisk Stat nu har overhalet terrornetværket al-Qaeda som den farligste ekstremistgruppe, betragter antiterroreksperter fortsat al-Qaedas gren i Yemen - der går under betegnelsen AQAP - som en stor trussel.

Netværket har fortsat interesse i at angribe blandt andet USA og fly, understreger Nick Rasmussen.

/ritzau/Reuters