Usikre tyskere slider sig i kvartfinalen

Skrevet af admin

01/07/2014

Dagens topnyheder

Tysklands VM-gulddrømme lever i bedste velgående, men det er formentlig snarere lettelse end overstrømmende glæde, der er den typiske følelse hos de tyske spillere efter 2-1-sejren over Algeriet natten til tirsdag.

For tyskerne var i voldsomme problemer mod nordafrikanerne, som tvang storfavoritten ud i forlænget spilletid, inden indskiftede Andre Schürrle knuste algeriernes håb om sensationen med et fikst hælmål kort inde i ekstratiden.

I sidste minut gjorde Mesut Özil det så til 2-0, og selv om Abdelmoumene Djabou i overtiden reducerede, var sagen afgjort.

Men ud over lettelse vil den tyske landstræner, Joachim Löw, givetvis tage en hel del bekymringer med fra aftenkulden i Porto Alegre til Rio de Janeiro, hvor kvartfinalen mod Frankrig skal spilles fredag.

For hans mandskab fik aldrig vist, hvorfor det var 1/8-finalernes største favorit, og det er svært at forstå, hvordan det sædvanligvis velsmurte kollektiv kunne levere en så rodet præstation.

Löw begyndte med Bastian Schweinsteiger, Philipp Lahm og Toni Kroos på den centrale midtbane, men de tre mangeårige holdkammerater fra Bayern München spillede i de første 30 minutter, som om de aldrig havde set hinanden før.

En skade til stopperen Mats Hummels fik landstræneren til at flytte Jerome Boateng fra højre back ind i midterforsvaret, og Boateng sejlede rundt, mens algerierne slog den ene farlige kontra efter den anden mod et sjældent uorganiseret tysk hold.

Det var de tredobbelte verdensmestre ikke sluppet godt fra, hvis El Arbi Hillel Soudani havde scoret på sin store chance i starten i stedet for at sende en vild afslutning på tværs af målet.

Uden udlærte backer er tyskernes opspil ikke så varieret som tidligere, og så længe Algeriets midtbanespillere havde luft til at presse højt, herskede rådvildheden på det tyske hold.

Löw reagerede i pausen ved at erstatte den uinspirerede Mario Götze med Andre Schürrle og i øvrigt kalde sine tropper til orden. Det hjalp - uden at tyskerne på nogen måde viste imponerende styrke.

Schürrle er en bedre dybdeløber end Götze, og det lykkedes flere gange at få spillet Chelsea-wingen i farlige positioner.

Tyskland overtog efterhånden kontrollen med kampen, men var kun sjældent rigtigt farlige, og målmand Manuel Neuer måtte flere gange langt ud af målet og agere ekstra forsvarer, når hans holdkammerater var i knibe.

Tyskerne burde være kommet foran 10 minutter før tid, da Thomas Müllers upressede hovedstød blev snuppet af Raïs M'Bolhi i nordafrikanernes mål, men de sejt kæmpende algeriere holdt stand i 90 minutter til det brasilianske publikums store begejstring.

Men da den brasilianske dommer fløjtede den forlængede spilletid i gang, var Algeriets modstandskraft opbrugt, og Schürrle og Özil kunne afgøre en medrivende 1/8-finale.

/ritzau/