Uvejr på Balkan udløser massiv menneskeflugt

Skrevet af admin

19/05/2014

Mest læste i dag

USA sender 26 ton humanitær hjælp til Balkan, der er ramt af de værste oversvømmelser i nyere tid, oplyser det amerikanske forsvarsministerium mandag.

Hjælpen omfatter vandrensningsenheder, vanddunke, generatorer, brændstof, køkkenudstyr, soveposer, skovle og regntøj, siger oberstløjtnant Cathy Wilkinson, der er talsmand for Pentagon.

Amerikanske transportfly flyver 4500 enheder fra Camp Darby i Livorno i Italien til den bosniske hovedstad, Sarajevo, og hjælpen ventes at ankomme tirsdag.

Den amerikanske hjælpeaktion er et svar på det ønske om hjælp, som regeringer i regionen har bedt om for at støtte den igangværende nødhjælpsaktion i Bosnien og Hercegovina, sagde hun.

De amerikanske flyvninger kommer i kølvandet på de oversvømmelser, der har trukket et spor af død og ødelæggelse i Bosnien, Serbien og Kroatien. Mindst 47 mennesker er omkommet.

Det stigende flodvand har også afstedkommen frygt for smitte fra døde mennesker og dyr, samt at omkring 120.000 ueksploderede miner fra krigen i 1990'erne havde forflyttet sig.

- Flere end 100.000 mennesker er blevet evakueret alene fra Bosnien, siger Stanko Sliskovic fra Bosniens redningstjeneste, og titusinder har søgt tilflugt i nabolandene.

- Det er den største folkevandring siden afslutningen på krigen fra 1992 til 1995, siger han til AFP.

Snesevis af byer og landsbyer har været afskåret, og der rapporteres om flere end 2000 jordskred, og vandet ventes fortsat at stige i de kommende dage.

Den bosniske udenrigsminister, Zlatko Lagumdzija, siger, at mere end en fjerdedel af landets befolkning på 3,8 millioner er påvirket af oversvømmelserne, efter de voldsomme regnskyl begyndte i sidste uge.

- Ødelæggelserne som følge af oversvømmelserne kan sammenlignes med de ødelæggelser, der var en konsekvens af krigen, hedder det i en udtalelse fra FN's verdensfødevareprogram, WFP.

/ritzau/AFP