V kræver risikable IC4-tog på værksted med samme

admin

10 år siden

|

03/04/2014

Dagens topnyheder

Hvis der er den mindste tvivl om passagerernes sikkerhed, så må de IC4-tog, der i øjeblikket er tilbage på de danske skinner, køres ud på et sidespor og undersøges nærmere.

Sådan lyder det fra Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, efter at det er kommet frem, at Trafikstyrelsen frygter, IC4-togene kan køre af sporet.

- Lad os få de tog standset, få dem ind på værksted og undersøgt hurtigst muligt. Vi kan ikke tillade, at der på nogen som helst måde kan sættes spørgsmålstegn ved passagerernes sikkerhed, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Trafikstyrelsen frygter, at IC4-togene har skader i aksellejerne - skader, som er så alvorlige, at togene kan blive afsporede, oplyser TV2.

Tre fjerdedele af IC4-togene er i forvejen ude af drift, og ifølge TV2 er de tog, der fortsat er på skinnerne, under skarp observation. I tre tilfælde - senest i marts - har der været brud på forreste aksel-hjulleje.

DSB undersøger fejlen, men vil endnu ikke tage togene ud af drift.

- Hvis der foreligger et notat om, at der er risiko for jernbanesikkerheden, så har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at man lader togene fortsætte. Så må man simpelthen have dem undersøgt grundigt med det samme, siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Ligesom da der var en nærved ulykke, fordi man havde problemer med bremseeffekten, siger Kristian Pihl Lorentzen med henvisning til november 2011, da DSB måtte indstille al kørsel med IC4, fordi tog to gange var kørt forbi røde stopsignaler.

DSB vil inden fredag være færdig med en ny risikovurdering af IC4-togene, og vurderingen skal senest mandag lande på Trafikstyrelsens bord.

- Det overrasker mig desværre ikke, at der nu kommer nye problemer med IC4. Vi er blevet skuffede så mange gange gennem årene. Men når det er sagt, er det en dybt alvorlig situation, og der må skrides ind med det samme, siger V-ordføreren.

Han har i forvejen kaldt transportminister Magnus Heunicke (S) i samråd om IC4-togene på torsdag i næste uge. Kristian Pihl Lorentzen vil her benytte lejligheden til at spørge ministeren om de nye problemer.

- Men jeg går ud fra, at der bliver handlet lang tid før, siger Kristian Pihl Lorentzen.

/ritzau/