V og EL: Hækkerup sidder på hænderne om datasikkerhed

Skrevet af admin

15/05/2014

Dagens topnyheder

Justitsminister Karen Hækkerup (S) vil vente på resultatet fra de mange undersøgelser af Se og Hør-sagen, før hun vil samle Folketingets partier til en større diskussion af, hvordan man kan forbedre den generelle datasikkerhed.

Det siger hun i forbindelse med et samråd i Folketingets Kulturudvalg. For man er nødt til at komme til bunds i sagen, før man kan vide, hvor der skal sættes ind, lyder hendes argument.

Og dertil kommer en afgørelse i EU-systemet om logning, som man også er nødt til at tage hensyn til.

- Jeg er sådan set parat til at gøre alt muligt. Jeg bruger gerne biledet på, at det altså er lidt som at lappe en cykel. Man er nødt til at stikke slangen ned i noget vand, før man kan se, hvor hullet er. Hvis man skal lappe, så skal man vide, hvor hullerne er.

- Er der brug for det, vil nye initiativer blive gennemført. Viser det sig, at der skal ny lovgivning, stærkere tilsyn, skærpede krav eller andet til, så skal vi finde svar på det, siger Karen Hækkerup.

Men den forklaring er ikke god nok, lyder kritikken fra Venstre og Enhedslisten. Der har nemlig længe været problemer med datasikkerheden og opbevaringen af personlige oplysninger, som fremkommer, eksempelvis når man bruger sit kreditkort.

De to partier mener, at man allerede nu skal sammentromme Folketingets partier til en mere generel snak, som ikke kun er baseret på Se og Hør-sagen, som i mange henseender må siges at være enestående.

- Databeskyttelse handler jo ikke kun om denne her sag. Den understreger bare, at datasikkerheden generelt er for ringe. Hvad nu hvis det ikke kun er journalister og medier, der vil betale for den type oplysninger, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

Også Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, dømmer ministeren ude for nøl. Partiet frygter, at Hækkerup bruger Se og Hør-sagen som en syltekrukke for ikke at ville gå ind i debatten.

- Jeg er glad for det, ministeren siger, om at hun er parat til at gennemføre nye initiativer. Men jeg er ikke glad for, hvad hun rent faktisk gør, for det er ikke særlig meget, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/