V og S: Rekordfå organdonorer er et problem for Danmark

Skrevet af admin

14/04/2014

Mest læste i dag

Danmark står over for alvorlige udfordringer, når det gælder organdonationer, mener en række politikere på tværs af Folketinget. For antallet af organdonorer i Danmark var det laveste nogensinde i 2013.

- Jeg synes, at det er rigtig trist, og det er et kæmpe problem, siger Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, til Ritzau.

- Vi har alt for høje ventelister, og de betyder jo i yderste konsekvens, at nogle mennesker, der kunne have været reddet, dør, fordi vi har så lavt et antal organdonorer, uddyber hun.

Ud over det rekordlave antal donorer har Danmark også det laveste donortal i hele Norden, skriver Kristeligt Dagblad mandag.

Også Flemming Møller Mortensen, der er sundhedsordfører for Socialdemokraterne, udtrykker bekymring over tallene.

- Jeg er rigtig glad for, at der har siddet en arbejdsgruppe og set på, hvad man kan gøre for at ændre det lave antal organdonorer i Danmark, for det er for lavt. Det er et problem for vores land og dermed også et politisk problem, siger han.

- Vi bærer et ansvar i forhold til hinanden, og derfor er det et problem, at der står mange på venteliste til et organ, og vi samtidig ved, at vi har mange, der er potentielle organdonorer, men ikke har taget stilling til det.

- Det er også et problem, at vores sundhedsvæsen ikke i højere grad formår at tale med patienter og pårørende, så vi får udnyttet de organer, der måtte være til stede, siger han.

En arbejdsgruppe, som blandt andre Hjerteforeningen og Nyreforeningen har siddet med i, er kommet med en række anbefalinger, som både Venstre og Socialdemokraterne håber på, kan blive vedtaget som politiske initiativer.

Fredag er det 50 år siden, at man foretog den første organdonation i Danmark - en nyretransplantation på Aarhus Kommunehospital.

Men der er altså akut behov for donorer, viser tallene fra Scandiatransplant, som har registreret udviklingen siden 1993 - kort tid efter hjernedødskriteriet blev indført i Danmark i 1990 - hvor det blev muligt også at transplantere hjerte, lunger og lever.

Hovedparten af patienterne på venteliste til et nyt organ venter på en nyre.

Men det lave antal donorer betyder ifølge Kristeligt Dagblad, at mennesker i stigende grad dør, mens de står på ventelisten, og derfor er der også flere pårørende til alvorligt nyresyge, som vælger selv at donere deres ene nyre.

/ritzau/