V: Thorning vil tale dagpenge for at undgå pibekoncert

Skrevet af admin

01/05/2015

Mest læste i dag

Helle Thorning-Schmidt (S) er tydeligvis en presset statsminister.

Det mener Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, at kunne se ud fra en mail fra Thorning til socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som indeholder ønsker og krav til et nyt dagpengesystem.

Mailen blev sendt ud torsdag aften - dagen før arbejdernes kampdag 1. maj, hvor statsministeren skal holde taler flere steder i landet.

- Hun frygter at stå over for en pibekoncert i morgen, og så vil hun sige noget om dagpenge, selvom hun har lovet dagpengekommissionen helt ro til sit arbejde. Men hendes "løfter" kender vi jo, siger Hans Andersen (V).

Beskæftigelsesordføreren synes ikke, at han kan se noget nyt i Thornings melding, hvor hun blandt andet siger, at dagpengesystemet ikke må blive dyrere.

- Det står allerede i kommissoriet for kommissionen. Og så er hun angiveligt åben for at kigge på styrkede incitamenter til at tage korttidsjob, men det sagde vi også i Venstre, at vi ville se på, allerede da fagbevægelsen foreslog det for et par uger siden, siger han.

Alt i alt er det ifølge Hans Andersen en tynd kop te, som Thorning har disket op med.

- Der er ikke noget, der skaffer de ledige de job, de fortjener, siger han.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er ligesom Venstre bange for, at tankerne blot luftes for at slippe for et pibekors-publikum 1. maj.

- Vi er som udgangspunkt positive over for forslaget og finder man pengene, er vi klar til at drøfte det. Men jeg tvivler i den grad. Jeg frygter, at det blot er en overskrift, der skal redde hendes 1. maj, siger han.

Derudover spørger han, hvor pengene skal komme fra, og hvem der skal betale, hvis optjeningsreglerne skal gøres bedre, uden at det skal koste mere.

/ritzau/