Våbenhvilen vakler i Ukraine: Tre soldater er dræbt

Skrevet af admin

28/06/2014

Dagens topnyheder

De stridende parter i den ukrainske krise blev fredag aften enige om at forlænge en ugelang våbenhvile med yderligere tre dage, men allerede lørdag flyder blodet igen.

Således siger en talsmand for den ukrainske hær, at tre soldater ved en vagtpost har mistet livet, da prorussiske separatister angreb dem nær byen Slavjansk.

- Resultatet af oprørenes skud ved vagtposten nær Slavjansk er, at tre medlemmer af de ukrainske styrker er dræbt, og en fjerde er såret, siger talsmanden ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Også hos oprørene er der meldinger om dødsfald og sårede i Lugansk-regionen, skriver nyhedsbureauet dpa.

Oprørene fortæller desuden om kampe ved byen Kramatorsk i Donetsk.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, var fredag i Bruxelles, hvor han i forbindelse med et EU-topmøde satte sin underskrift på sidste del af en stor samarbejdsaftale med EU.

Efter hjemkomsten til Kijev besluttede han efter et tre timer langt møde med militære toprådgivere at strække våbenhvilen til mandag aften.

Fredag eftermiddag sagde den selvudnævnte premierminister for den såkaldte Folkerepublikken Donetsk, Aleksandr Borodaj, at de prorussiske separatister er med på at forlænge den våbenhvile, som udløb fredag aften.

Meddelelsen kom efter et møde mellem Borodaj og en kontaktgruppe i Donetsk.

Gruppen, der forsøger at finde en fredelig løsning på stridighederne i Ukraine, tæller ud over separatistlederne blandt andre Moskvas ambassadør i Kijev, en repræsentant fra OSCE og en tidligere ukrainsk præsident.

/ritzau/