Forside Nyheder Væbnede mænd angriber tæt på afghansk valgkommission

Væbnede mænd angriber tæt på afghansk valgkommission

Væbnede mænd angriber tæt på afghansk valgkommission

Bevæbnede medlemmer af Taliban har lørdag angrebet hovedkvarteret for den afghanske valgkommission i hovedstaden Kabul.

Det sker blot en uge før præsidentvalget, som Taliban har sat sig for at forpurre.

Forklædt som kvinder trængte oprørene ind i en nærliggende bygning og affyrede deres automatvåben mod kommissionens bygning, skriver BBC.

Afghanske specialstyrker har dræbt tre af de fire talibanere, oplyser politiet.

Taliban-talsmand Zabiullah Mujahid har bekræftet over for BBC, at den militante gruppe står bag angrebet.

Politichef i Kabul, general Zahir, siger, at elitestyrker fortsat forsøger at få ram på den fjerde person i den tre-etagers bygning, som angriberne havde trængt ind i iført burkaer.

Der har været en voldsom optrapning af volden i Afghanistan de sidste par uger.

Så sent som fredag angreb afghanske Taliban-oprørere et lille hotel i et eksklusivt boligområde i Kabul.

Tirsdag angreb selvmordsbombere og bevæbnede mænd et af valgkommissionens kontorer i Kabul, og i forrige uge blev ni personer, inklusiv en lokal AFP-journalist og en valgobservatør, dræbt i et angreb på Hotel Serena.

Præsidentvalget bliver en test, der vil vise, om de afghanske sikkerhedsstyrker er i stand til at tage sig af sikkerheden, før de fleste udenlandske tropper trækker sig ud af landet efter nytår.

/ritzau/

Ads by MGDK