Vækstplan: Butikker skal kunne sige nej til kontanter

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

Hvis regeringen får flertal for sin vækstplan, kan du ikke længere være sikker på at kunne betale med kontanter, når du besøger restauranter, tøjbutikker og tankstationer.

Som et af de 50 initiativer i planen lægger regeringen op til delvist at afskaffe den såkaldte kontantregel.

Den pålægger danske virksomheder at tage imod kontanter fra kunderne. For kunderne er det en fordel frit at kunne vælge mellem at bruge sedler eller dankort.

Men for butikker og andre virksomheder giver det ifølge regeringen en hel del administrativt bøvl - og økonomiske byrder.

- Der skal eksempelvis afsættes tid til at hente byttepenge og til at klargøre og afstemme kassen, og der skal prioriteres ressourcer til vagter og overvågningssystemer som følge af øget risiko for røveri, skriver regeringen i sin vækstplan.

Her fremhæver man samtidig, at flere og flere danskere fravælger at betale med kontanter, fordi betalingskort og nye betalingsløsninger som eksempelvis Mobilepay gør det lettere at lade kontanterne blive hjemme.

Det er dog kun udvalgte butikker, herunder restauranter, tøjbutikker og tankstationer, der muligvis fra 1. januar 2016 kan slippe for at tage imod kontanter.

Til gengæld skal en række andre butikker, som håndterer vitale dele af danskernes indkøb, fortsat tage i mod kontanter.

Det gælder dagligvarebutikker, butikker med postdrift, butikker med receptpligtig medicin, læger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer og posthuse.

Samtidig skal kiosker og kantiner på offentlige sygehuse og plejehjem fortsat modtage kontanter.

På den baggrund mener erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) ikke, at forslaget vil være til skade for eksempelvis ældre danskere, der ikke er helt trygge ved at bruge betalingskort eller andre nye løsninger:

- Det har vi taget højde for ved, at man fortsat skal tage i mod kontanter, de steder hvor det er særligt følsomt. Eksempelvis på apoteker og i dagligvarebutikker.

- Og det er ikke sådan, at fordi man er ældre, så kan man ikke finde ud af bruge dankort eller Mobilepay. Det kan man udmærket, siger Henrik Sass Larsen.

Regeringen har ikke sat tal på, hvor meget butikker, restauranter og tankstationer kan spare på ikke længere at skulle have kontanter liggende.

/ritzau/