Vælger i Østukraine: Krigen fortsætter efter afstemning

Skrevet af admin

11/05/2014

Dagens topnyheder

Regeringen i hovedstaden Kijev kalder søndagens folkeafstemning om uafhængighed i Østukraine for direkte ulovlig, og Vesten frygter, at den vil opildne til endnu mere vold i den uroplagede region.

De prorussiske separatister har trodset alle advarsler mod afstemningen - og søndag morgen er de første vælgere ankommet til de mange valgsteder. I Slavjansk er den 20-årige studerende Sjenja Denjesj stået tidligt op for at komme til stemmeboksen.

- Jeg ville være her så tidligt, som jeg kunne. Vi vil alle bo i vores eget land, siger Sjenja Denjesj til nyhedsbureauet Reuters.

Spurgt hvad han tror, der vil ske efter søndagens afstemning, svarer han:

- Der vil stadig være krig.

Den unge studerende har dermed den samme analyse af situationen som både EU, USA og Ukraine. Kun Rusland forventes at anerkende folkeafstemningen, som af Vesten frygtes at underminere præsidentvalget 25. maj, som EU kalder "altafgørende" for at genoprette stabiliteten i landet.

Valgstederne har søndag morgen åbnet dørene efter en nat med nye kampe i det østlige Ukraine. Indbyggerne i Slavjansk har natten igennem hørt adskillige eksplosioner, mens myndighederne fra Kijev forsøger at fordrive separatisterne fra de officielle bygninger, de har besat.

Valgstederne er åbne til søndag aften kl. 22, og resultatet forventes at ligge klart mandag over middag.

Men både Ukraine, EU og USA har på forhånd slået fast, at de ikke vil anerkende resultatet.

Afstemningen er "ulovlig efter Ukrainsk lov, og den er et forsøg på at skabe større splittelse og uro", lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP fra det amerikanske udenrigsministerium.

/ritzau/