Værebro-bande dømt for kokain og våben

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

En stribe mænd med forbindelse til banden Værebros Hårde Kerne er for nylig blevet dømt i sager om kokain, amfetamin og våben, oplyser politiet.

En af dem er en 25-årig mand fra Fredericia. Han modtog og videresolgte halvandet kilo kokain og forsøgte også at modtage fem pistoler, hvoraf tre skulle sælges videre.

Straffen i hans tilfælde er blevet fastsat til fængsel i seks et halvt år, oplyser bandeenheden Task Force Øst.

- I forbindelse med skyderierne i det offentlige rum i foråret besluttede vi målrettet at gå efter bandernes andre kriminelle aktiviteter, forklarer politiinspektør Kim Kliver.

I dette kompleks mod VHK-miljøet er der på det seneste afsagt domme over otte mænd, mens to andre venter.

- Vi har afdækket salg og distribution af hård narkotika og forsøg på at distribuere skydevåben ind i bandemiljøet, siger Kim Kliver.

Tidligere i år medførte en målrettet efterforskning mod en anden dominerende gruppe, Loyal to Familia, at 11 blev dømt i en sag om organiseret hashhandel i Skovlunde. Enkelte blev desuden fundet skyldige i håndtering af våben.

Efterforskningen i sagen mod VHK er også sket med hjælp fra betjente fra den anden særlige politienhed, Task Force Vest.

Blandt de dømte er en 22-årig mand fra Fredericia, som i sidste måned blev straffet med fængsel i fem år for transport af kokain og for videreoverdragelse af amfetamin. Han forsøgte også at sælge en pistol, oplyser politiet.

Nogle af dommene er afsagt af Retten i Glostrup, mens fire i Kolding er blevet idømt mellem et og to et halvt års fængsel.

/ritzau/