Midt- og Vestsjællands Politi har her til eftermiddag anholdt en 25-årig mand fra Københavnsområdet, som formentlig står bag mordet på en 33-årig mand.
Mordet skete tidligt natten til lørdag, hvor to grupper mænd kom op at slås på gaden ud for Café Germo på Rådhusvej i Asnæs.
LÆS OGSÅ: Værtshusdrab i Asnæs: 26-årig fængslet for grov vold
Efterfølgende efterlyste politiet tre personer, som umiddelbart efter drabet stak af i en bil. Tre personer, en 19-årig kvinde og to mænd, blev senere anholdt i København. Den ene, en 26-årig mand, er eftergølgende blevet fængslet for grov vold ved deltagelse i slagsmålet.
Den 25-årige mand, der i dag er blevet anholdt i et kolonihavehus i Roskilde, er sigtet for knivdrabet på den 33-årige mand, som døde umiddelbart efter ankomst på hospitalet efter slagsmåls-episoden.
LÆS OGSÅ: 33-årig mand knivdræbt: Politiet har anholdt en ung kvinde og to mænd
Midt- og Vestsjællands Politi ønsker hverken at oplyse yderligere omkring den anholdte mand, hvordan han forholder sig til sigtelsen, selve anholdelsen eller den efterforskning, der førte til anholdelsen, understreger de i en pressemeddelelse.
Den 25-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde torsdag.