Vagt overfalder betjente under aktion på Christiania

Skrevet af admin

28/05/2015

Mest læste i dag

Betjente fra Københavns Politi blev torsdag overfaldet under en aktion på Christiania.

Det skete, da politiet var i færd med at anholde fire hashsælgere i forbindelse med en målrettet aktion mod den åbenlyse hashhandel i Pusher Street.

- Under anholdelsen af de fire sælgere blev to betjente overfaldet af en af vagterne i Pusher Street. Det lykkedes politiet at anholde den 35-årige mand, skriver politiet i en pressemeddelelse.

I boden, hvor de fire sælgere holdt til, blev blandt andet fundet 60 gram hash, 2000 kroner og en grensaks, som bruges til at klippe hashen i mindre stykker.

Alle fire anholdte, der er i alderen 17 til 30 år, er kendt af politiet og kan knyttes til handel med euforiserende stoffer.

I et grundlovsforhør forsøgte politiet at overtale en dommer til at varetægtsfængsle tre af de fire, men kun i et tilfælde fandt dommeren grund til fængsling.

Med anholdelserne af de fire sælgere og overfaldsmanden, der sigtes for vold mod tjenestemand i funktion, var politiets arbejde på fristaden imidlertid ikke forbi.

Ved en efterfølgende ransagning i en lejlighed fandt betjente således cirka otte kilo hash, 994 joints og 178.253 kroner - penge, som politiet mener stammer fra handel med narkotika.

I lejligheden blev en 35-årig mand og en 34-årig kvinde anholdt. Manden er tidligere dømt for hashhandel og er blevet varetægtsfængslet i 13 dage.

- Dagens aktion er en af en lang række aktioner, som Task Force Pusherstreet har rettet mod købere, sælgere og leverandører af hash til Pusher Street - og indsatsen fortsætter ufortrødent, siger vicepolitiinspektør Danny Rise.

- Vores ambition er at fastholde et så massivt pres mod de organiserede kriminelle, at de til sidst finder det så lidt attraktivt at beskæftige sig med hash, at den åbenlyse hashhandel forsvinder, siger han.

/ritzau/