Val Gaal om skidt debut: Spillerne var meget nervøse

Skrevet af admin

17/08/2014

Mest læste i dag

Trods udskiftning på managerposten viste lørdagens Manchester United-nederlag, at holdet fortsat er et pænt stykke fra fordums styrke.

Hjemme på Old Trafford tabte United 1-2 til Swansea i sæsonens første Premier League-kamp.

- Fordi vi har vundet venskabskampe i USA, og fordi vi vandt mod Valencia, var forventningerne høje. Det kunne man se i første halvleg, hvor jeg så en masse meget nervøse spillere, der traf de forkerte beslutninger, og det er ærgerligt, siger Louis van Gaal, der har erstattet David Moyes som manager i United, ifølge AFP.

- Men spillerne er nødt til at vænne sig til disse forventninger, fordi dette er Manchester United. Du skal kunne klare det pres, men det er en proces, fortsætter hollænderen.

United stillede op i en klassisk hollandsk opstilling med tre mand i forsvaret, men det var tydeligt, at spillerne endnu ikke finder sig til rette i systemet, og at der er behov for forbedringer. Det er dog ingen overraskelse for Louis van Gaal.

- Da vi spillede i USA, tænkte jeg det samme. Jeg ved, hvilke positioner der er behov for bedre spillere på, men du skal kun købe spillere, hvis de kan spille på den måde, jeg beder dem om. Vi må se, hvad der sker, fortæller manageren.

Manchester United sluttede sidste sæson på en skuffende syvendeplads i Premier League.

/ritzau/AFP