Valentinsdag: Mere mobilflirt TAK

Skrevet af Elo Christoffersen

14/02/2014

Dagens topnyheder

Årets romantiske mobilanalyse viser, at næsten halvdelen af vi danskere på et tidspunkt har brugt mobiltelefonen til at flirte med. Alligevel synes rigtig mange af os, at vi modtager alt for få kærlige beskeder fra manden eller kvinden i vores liv.

Det viser en ny undersøgelse, som Telia og YouGov har gennemført i anledning af valentinsdag.

Det er især kvinderne, der ser underskuddet af mobilflirteriet som et problem. Hele 60 procent af alle kvinder i parforhold svarer således, at de generelt modtager for få kærlige eller flirtende mobilbeskeder fra deres mand eller kæreste. Lige så mange erkender dog samtidig, at de heller ikke selv er gode nok til at taste søde sms’er til deres partner.

Mændene ser det ikke som et helt så stort problem, at der sendes for få romantiske beskeder – om end godt halvdelen kunne ønske sig, at mobilen lidt oftere ville bippe i lommen med en kærlig hilsen fra konen eller kæresten.

Det er tredje år i træk, at Telia undersøger danskernes romantiske brug af mobilen, og analysen viser, at det er de yngre mænd og kvinder i landets større byer, der er mest tilfredse – og mest aktive – når det kommer til mobilflirteriet. Faktisk mener 50 procent flere københavnere end nordjyder, at de sender nok kærlige sms’er til deres kæreste eller ægtefælle.

- Det er altid interessant at undersøge, hvordan danskerne udnytter mobilens mange muligheder. Også i kærlighedslivet. Den nye analyse viser blandt andet, at dobbelt så mange mænd som kvinder har sendt en valentins-hilsen over mobiltelefonen. Alligevel er det primært kvinderne, der drømmer om flere flirtende sms’er. Om dette paradoks er kønsrollebestemt, afslører undersøgelsen ikke, men fællesnævneren er, at vi alle bliver glade for at modtage kærlige beskeder, siger Mette Honoré, Kommunikationsdirektør hos Telia.

Generelt har 45 procent af alle danskere over 18 år brugt mobilen til at flirte med. Det er i sig selv en markant stigning i forhold til sidste år, hvor den tilsvarende andel hed 32 procent.

Hvis man kigger isoleret på de 18 til 34-årige, så har flere end tre ud af fire danskere (76 procent) brugt mobilen som flirtekanal – og i dag, hvor romantikken fejres med valentinsdag, er der en oplagt anledning til at forbedre statistikken yderligere.

Fakta: I hvilke landsdele er der mest sms-flirteri?

1.    Hovedstadsområdet
2.    Midtjylland
3.    Syddanmark
4.    Sjælland
5.    Nordjylland