Valgfuser: Disse kandidater fik ingen stemmer

Skrevet af Sol Stoffregen

22/11/2013

Mest læste i dag

De fleste lokalpolitikere plejer at få mindst en stemme, nemlig deres egen. Men sådan gik det ikke under tirsdagens kommunalvalg i Odder Kommune, hvor to mandlige kandidater måtte se sig helt forbigået.

Ingen vælgere satte kryds ved de to østjyske byrådskandidater, Bernt P. Kjær og Preben Knudsen, fra Dansk Folkeparti. Heller ikke dem selv. Det skriver stiften.dk

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Men det er helt i orden for de to aldrende herrer, som stillede op som nummer syv og otte på stemmesedlen under Dansk Folkeparti.

- Jeg er 87 år, så det med stemmer har jeg frabedt mig. Jeg har ikke engang stemt på mig selv, jeg har stemt på min kone. Men vi skulle jo gerne have nogen til at stå på listen, derfor kom mit navn på, siger Bernt P. Kjær (DF) til stiften.dk.
 
Også 76-årige Preben Knudsen tager resultatet med ro.

- Jeg har stemt på Rita (Kjær. Bernt P. Kjærs kone, red.) Det hele er et lille bluffnummer. Vi er otte på listen, og de sidste fem er hele bestyrelsen. Vi blev enige om at stille op. For hvis vi fik nogen stemmer, gik de til partiet, forklarer han til stiften.dk.

LÆS OGSÅ: Skuffet Ole Wedel: - Mange har sagt, at de ville stemme på mig  

Selvom de to mænd ikke var stemmeslugere, lykkedes det alligevel Dansk Folkeparti at få en plads i Odder Byråd. Det er første gang siden 1997.

Og bluffnummeret virkede helt efter hensigten, hvis man spørger kvinden, som de to byrådskandidater stemte på. 

- En tommelfingerregel hedder, at jo flere der står på listen, jo flere stemmer får partiet. Folk vil altid stemme på familie og venner, og det er derfor, hele bestyrelsen er stillet op. Det var listefyld - simpelthen for at samle stemmer, så vi kunne få et mandat, siger Rita Kjær, kone til Bernt P. Kjær og formand for Dansk Folkeparti i Odder.