Evo Morales er klar til sin tredje periode som præsident i Bolivia.
Ifølge en valgstedsmåling har over 60 procent af vælgerne stemt på Morales ved søndagens valg, og hovedpersonen har natten til mandag dansk tid erklæret sin sejr over for sine tilhængere.
- Denne sejr er en triumf for anti-imperialister og anti-kolonister, siger Morales til tusindvis af støtter fra balkonen i præsidentpaladset.
Havde han vundet valget med opbakning fra under 50 procent af vælgerne, havde det været nødvendigt med en ny valgrunde, men det bliver altså efter alt at dømme ikke aktuelt.
Den 54-årige Morales, aymara-indianer og tidligere kokabonde, er populær i kraft af store offentlige investeringer i skoler, veje og velfærdsordninger, der finansieres af store indtjeninger på naturgas.
Morales, der kritiserer kapitalismen, har fået ros på Wall Street for at have skabt et overskud på det nationale budget og for at have sikret økonomisk vækst gennem otte år.
Hans venstreorienterede politik har medført nationaliseringer af blandt andet olie- og gasindustrien.
I løbet af Morales' regeringstid, der begyndte i 2006, har Bolivia haft en gennemsnitlig årlig vækst på fem procent, og antallet af bolivianere, der lever i ekstrem fattigdom, er faldet til en ud af fem, hvor det i 2006 var en tredjedel af den 10 millioner store befolkning.
Morales' rivaler beskylder ham for at misbruge sin magte til at kontrollere retssystemet og for at bryde forfatningen, da denne kun tillader to embedsperioder til en præsident.
Sidste år sagde landets højesteret imidlertid, at Morales' første embedsperiode ikke skulle tælles med, da den begyndte før den nye forfatning blev vedtaget.
Med sejren kan Morales sætte sig i præsidentstolen frem til 2020.
Det officielle valgresultat ligger endnu ikke klar.
/ritzau/Reuters