Van Gaal efter CL-nedtur: Vi har meget at kæmpe for

admin

|

12/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Manchester United skuffede gevaldigt, da man tirsdag blev sendt ud af Champions League allerede efter gruppespillet.

Det stod klart, da United tabte 2-3 ude til Wolfsburg i gruppe B, hvilket betød, at Wolfsburg og PSV Eindhoven bookede billetter til 1/8-finalen, mens United må tage til takke med 1/16-finalerne i den mindre prestigefulde Europa League.

Dermed er presset øget på klubbens manager Louis van Gaal, og han sender presset videre til sine spillere.

- Jeg prøver at motivere dem, men selvfølgelig skal spillerne også selv gøre det. De er også professionelle. De skal bruge deres værktøjer til at løfte sig selv, og vi har en masse at kæmpe for.

- Vi er meget tætte i toppen af Premier League, og vi er stadig med i FA Cuppen og også Europa League. Så jeg synes, vi har nok at kæmpe for, siger van Gaal til Manchester Uniteds tv-kanal, MUTV.

For en uge siden måtte Manchester United nøjes med 0-0 hjemme mod West Ham i Premier League.

Lørdag aften skal Manchester United på besøg hos oprykkerne fra Bournemouth, som i den seneste runde besejrede Chelsea 1-0 på udebane.

Manchester United ligger på fjerdepladsen i ligaen med 29 point.

/ritzau/