Van Gaal efter United-blamage: Vi forærede sejren væk

Skrevet af admin

21/09/2014

Dagens topnyheder

Til tider blændende angrebsspil og en føring på 3-1 efter en time. Nederlag på 3-5 en halv time senere.

Manchester Uniteds manager Louis van Gaal havde grund til at være gal, da hans mandskab forlod banen i udekampen mod Leicester. Det lignede et sammenbrud, da hjemmeholdet med Kasper Schmeichel på mål scorede fire gange i den sidste halve time.

- Vi havde kampen i egne hænder, men smed det hele væk. Ikke på grund af Leicester, nej vi gav det hele væk, og det kan jeg ikke lide, siger Louis van Gaal.

I første halvleg kunne han ellers fryde sig over flotte detaljer af de offensive stjerner Angel Di Maria og Radamel Falcao, der havde aktier i alle tre mål.

- Vi begyndte godt og scorede fantastiske mål. I anden halvleg scorede vi endnu et mål, men man er nødt til at vinde kampen, og det gjorde vi ikke. Vi holdt ikke godt nok fast i bolden, siger manageren.

Ved stillingen 3-1 begik Uniteds Rafael et tyndt straffespark. Hans klodsede indgriben gav dog dommeren mulighed for at pege på pletten, hvilket irriterede hollænderen.

- Man ved, at man giver dommeren mulighed for at fløjte, hvis man laver et udfald i feltet, så det skal man ikke gøre som spiller. Jeg ved ikke, om der var straffespark, men vi må kigge på os selv, når vi begår så store fejl som hold, lyder det fra Van Gaal.

Hans manager-kollega hos Leicester, Nigel Pearson, kunne derimod juble efter kulminationen på en flot sæsonstart i et svært program for oprykkeren.

- At vinde to kampe i træk i Premier League er aldrig nemt, særligt ikke for en oprykker. At følge sejren mod Stoke op med én over en af de største hold i England er meget tilfredsstillende.

- Når man endda kommer tilbage fra 1-3 er det et bevis på kvalitet, tro og holdånd iblandt os, siger Pearson.

Efter de første fem runder har Leicester og Manchester United henholdsvis otte og fem point.

/ritzau/