Den hollandske fodboldlandstræner, Louis van Gaal, får måske en særdeles lang sommer i Amerika.
Lige nu er han i Brasilien, hvor Holland er nået frem til VM-kvartfinalen, men allerede fredag begynder træningen hos Louis van Gaals nye arbejdsgiver, Manchester United.
Her kommer assistent-træneren Ryan Giggs til at stå for træningen, mens manageren afslutter sit job med Holland.
Hvis Holland skal spille VM-finale, så er det 13. juli, at den spilles. Allerede 18. juli rejser Manchester United til USA.
Manchester-holdet spiller her mod LA Galaxy, AS Roma, Inter, Real Madrid og en endnu ukendt klub.
Louis van Gaal overtager træningen i Manchester United, når Holland er ude af VM. På grund af VM, så er det mangelfuldt med spillere i Manchester, når Giggs byder spillerne velkommen tilbage fra sommerferie. United har eller har haft en del spillere involveret ved VM.
Lørdag aften møder Holland overraskelsen Costa Rica i kvartfinalen. Kampen begynder klokken 22 dansk tid.
/ritzau/NTB