Vatikanet anholder to forud for afslørende bogudgivelse

Skrevet af admin

02/11/2015

Dagens topnyheder

To medlemmer af pave Frans' reformkommission er blevet anholdt. De er mistænkt for at have lækket fortrolige dokumenter til pressen.

Det oplyser Vatikanet mandag. De to er anholdt i løbet af weekenden.

Der er tale om en spansk præst og en kvinde, som begge sad i en kommission, som pave Frans havde nedsat for at undersøge kirkereformerne.

De to er blevet anholdt for "tyveri og offentliggørelse af fortrolige dokumenter," oplyser Vatikanet.

Kvinden er mandag blevet løsladt igen, fordi hun er villig til at samarbejde omkring efterforskningen.

Anholdelsen sker kun to dage før udgivelsen af en bog skrevet af to italienske forfattere, der ifølge udgiveren vil afsløre nye beviser på tidligere skandaler i Vatikanet.

Beviserne skulle angiveligt være det lækkede materiale.

Gianluigi Nuzzi, den ene af forfatterne, udgav en lignende bog tilbage i 2012. Også den indeholdt lækkede, fortrolige dokumenter.

Skandalen fik navnet VatiLeaks, og den menes at være baggrunden for den tidligere pave Benedikts pludselige tilbagetræden i 2013. Ingen pave er trådt tilbage før tid i næsten 600 år.

VatiLeaks medførte afsløringer af, hvordan præster og andre inden for kirken havde dækket over hinanden.

Desuden var der afsløringer af pædofile præster og andre skandaler, der medførte en grundig oprydning i Vatikanets egen bank, der mistænkes for at være brugt af mafiamedlemmer og andre kriminelle til at hvidvaske penge.

/ritzau/