Vatikanet vil uddele hård straf: Nøgen aktivist fik fingrene i Jesusbarnet

Skrevet af admin

26/12/2014

Dagens topnyheder

Vatikanet ser med strenge øjne på en topløs demonstrant fra den ukrainske aktivistgruppe Femen, der 1. juledag sprang over afspærringen ind til juleudstillingen på Peterspladsen i Rom og snuppede det lille Jesus-barn.

Aktivisten Iana Sjdanova blev umiddelbart efter hændelsen anholdt og bliver stadig tilbageholdt på en politistation, oplyser Vatikanet.

- Det er særdeles alvorligt, stedet og omstændighederne taget i betragtning. Hun har bevidst fornærmet religiøse følelser hos utallige mennesker. Det er rigtig at straffe det med passende alvor, siger Vatikanets talsmand, Federico Lombardi, fredag.

Ifølge Lombardi blev kvinden anholdt for foragt, upassende adfærd og tyveri.

Ved hændelsen, der altså skete torsdag, skreg kvinden "Gud er en kvinde", hvilket også stod skrevet på hendes bare bryster.

Femen International skriver på sin Facebook-side, at demonstrationen var en protest mod Vatikanets modstand mod abort.

Det er langt fra første gang, at en topløs aktivist fra Femen demonstrerer på Peterspladsen i Rom.

/ritzau/dpa