Vejles comeback spolerer Silkeborgs oprykningsfest

Skrevet af admin

29/05/2014

Dagens topnyheder

Champagnepropperne var på vej til at blive skudt af i Silkeborg torsdag aften. Klubben styrede direkte mod oprykning til Superligaen foran 2-0 mod Vejle, men sidstnævnte begik et flot comeback og fik 2-2.

Dermed må Silkeborg vente med at sikre sig oprykningen. Den er en realitet, hvis holdet får mindst to point i de sidste to spillerunder mod HB Køge på udebane og hjemme mod Lyngby, som netop er holdet, der kan true fra den aktuelle tredjeplads.

Lyngby forærede ellers Silkeborg en gave lige inden kampstart ved at tabe 0-2 ude til Fredericia. Silkeborg-spillerne kunne få minutter efter slutfløjtet i Fredericia gå på banen vel vidende, at en sejr ville være nok til oprykningsfest i hjemlige kulisser.

Den lignede en formalitet, men Vejle spolerede festen.

Silkeborg startede i et optimistisk angrebsgear, og allerede efter tre minutter gav det afkast i form af scoring ved Emil Scheel.

Angrebene fortsatte ned mod Vejle-målet, og efter et kvarter faldt scoringen til 2-0. Den rutinerede Christian Holst var ellers ved at miste sin chance i feltet, men klogt valgte han at trække lidt væk fra mål, inden han lobbede bolden over målmanden og i nettet via stolpen.

Det lignede en afgørelse på kampen, men midt i anden halvleg bragte Vejle ny spænding ind i kampen. Efter et hjørnespark reducerede Nikolaj Agger til 1-2.

Scoringen lod til at skabe usikkerhed blandt hjemmeholdets spillere, og kort efter var Agger tæt på at udligne med et godt forsøg fra kanten af feltet.

Seks minutter før tid faldt udligningen så ved Andreas Albers, og få minutter efter var Vejle endda meget tæt på at score yderligere.

I slutfasen pressede Silkeborg for et sejrsmål, men det udeblev, og så måtte hjemmeholdets spillere lytte til publikums pibekoncert i stedet for at blive hyldet som helte.

Det sidste er stadig en mulighed. Inden de to sidste spillerunder i den næstbedste række topper Silkeborg og Hobro med 59 point, mens Lyngby har 54. Der er to oprykningspladser på spil.

/ritzau/