Velklædt fange i hemmelig sag: Det her er umenneskeligt

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

I påsken blev to mænd i dybeste hemmelighed varetægtsfængslet. Sigtelserne mod dem er hemmelige, og deres navne må ikke komme offentligt frem.

Hemmelighedskræmmeriet fortsætter torsdag i Københavns Byret, og en af de sigtede fortæller fra vidneskranken i rettens fristafdeling i det gamle gældsfængsel i Slutterigade, at det krænker ham.

- Det her er ikke retfærdighed. Jeg vil have, at folk skal kende til det her. Det er umenneskeligt. Jeg har siddet fængslet i fire uger, og de (politiet og anklagemyndigheden, red.) har ingenting, lyder det fra manden.

Han er 32 år og klædt i et mørkt jakkesæt, som fra afstand og ud fra en lægmands vurdering synes at være af en vis kvalitet. Han er arabisk, men hans svada bliver fremført på flydende engelsk, som kun er præget af en smule accent.

Manden fortæller, at han er kommet til Danmark for at deltage i et bryllup, men nu er han altså anholdt.

Mere taletid får den velklædte araber ikke.

Efter anmodning fra specialanklager Jakob Buch-Jepsen har dommer Peter Lind Larsen nemlig bestemt, at retsmødet af hensyn til politiets videre efterforskning skal holdes for såkaldt dobbeltlukkede døre.

Det vil sige, at sagens nærmere oplysninger, indtil videre skal holdes skjult for offentligheden. Det gælder blandt andet sigtelserne mod mændene.

Hvad de lyder på er uvist, men ifølge rettens kendelse har de en så alvorlig karakter, at det er med til at kunne begrunde det fortsatte hemmelighedskræmmeri.

Der har i pressen tidligere været spekuleret i, om sagen kunne have forbindelse til bombeangrebet i lufthavnen Zaventem ved Bruxelles 22. marts.

Mændene blev anholdt to dage senere, og i de dage skete der flere steder i Europa anholdelser i forlængelse af de alvorlige begivenheder i Bruxelles.

At dømme ud fra politiopbuddet i Københavns Byrets fristafdeling torsdag, så ligner sagen ikke umiddelbart en terrorsag.

Den første af de sigtede, en 23-årig mand, var ledsaget af to politifolk fra politiets hundeafdeling. Hundene var dog ikke med.

I terrorsager er det ofte særlige beredskabsbetjente med særlig bevæbning, for eksempel maskinpistoler, som står for bevogtning. Og der er gerne mange.

Hvor den 32-årige, som i øvrigt var ledsaget af tre politifolk, nærmest var klædt som en forretningsmand, så var påklædningen hos den yngre mand mere afslappet. Han var iført adidassko, cowboybukser og en bluse.

Dommer Peter Lind Larsen har bestemt, at begge mænd skal forblive varetægtsfængslet frem til foreløbig 19. maj.

/ritzau/