Venstre bløder også i DR-måling - DF sikrer blåt flertal

Vælgerne straffer Venstre og formand Lars Løkke Rasmussen.

I en meningsmåling, som Epinion har foretaget for DR, går partiet tilbage til 20,1 procent af stemmerne. Ved en tilsvarende måling i maj stod partiet til 24,0 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.

Dog sikrer Dansk Folkeparti fortsat blåt flertal. Partiet går frem med 3,7 procentpoint og står nu til 23,8 procent af stemmerne, hvilket samtidig er nok til at gøre partiet til det største i Folketinget.

Socialdemokraterne er næststørste parti med opbakning fra 21,4 procent.

Blå blok står til 96 mandater mod 79 mandater til rød blok ifølge Epinions måling for DR. Målingen er lavet på baggrund af 1760 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere over 18 år fra onsdag til søndag i sidste uge.

Ifølge en meningsmåling tidligere på dagen, som Megafon har lavet for TV2 og Politiken, står Venstre blot til 14,5 procent af stemmerne samtidig med, at det blå flertal er forsvundet. Her står rød blok til 90 mandater mod 85 til de blå partier.

Målingerne kommer efter en weekend, hvor de lokale venstrefolk i flere kommuner har udtalt, at de ikke længere støtter Lars Løkke Rasmussen som formand.

Partiet og dets formand har været i krise i de seneste uger, efter at det er kommet frem, at Venstre har betalt flybilletter til Lars Løkke Rasmussens kone og ene søn, har købt tøj til Løkke og betalt for rengøring efter hans rygning på hotelværelser.

Tirsdag samles Venstres hovedbestyrelse i Odense for at drøfte partiets krise og Løkkes fremtid som formand.

Forud for mødet har Venstre i Viborg indstillet, at hovedbestyrelsen indkalder til et ekstraordinært landsmøde, så der kan vælges en ny formand.

/ritzau/

 

Dagens Gossip