Venstre: Lille jobgevinst er skyld i østarbejder-boom

admin

|

22/03/2015

Dagens topnyheder

Når flere danske arbejdspladser går til østeuropæere, er det et resultat af den lave gevinst, mange danskere har ved at komme i job.

Det mener Venstres næstformand, Kristian Jensen, efter antallet af østeuropæiske medarbejdere på danske arbejdspladser sidste år steg fra 82.625 til 90.875. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, skriver Fagbladet 3F.

- Gevinsten ved at komme i arbejde er så lille for mange danskere, at det i højere grad bliver østeuropæere, der tager danske job i stedet for danskere.

- Der bliver vi nødt til at gøre forskellen mellem at arbejde og ikke at arbejde større, siger Kristian Jensen.

For at vende udviklingen og gøre det mere attraktivt at tage danske job nævner Venstres næstformand to greb, der kan tages fat på.

- For det første skal vi have et loft over kontanthjælpen, så der er en grænse for, hvor meget man samlet set kan få i offentlige ydelser.

- For det andet skal vi sænke skatten på de laveste arbejdsindkomster, fordi vi der kan se, at der ikke er nogen gevinst ved at komme i arbejde, siger Kristian Jensen.

Spørgsmål: Og de to greb kan sikre, at der ikke er lige så mange arbejdspladser som går til østeuropæere, men i stedet til danskere, flygtninge og indvandrere?

- Det vil betyde en markant forskel, hvis vi kan gøre gevinsten ved at komme i arbejde større, siger han.

Kristian Jensen erkender samtidig, at det ikke betyder, at der slet ikke vil være østeuropæere, da der er også østeuropæere, som arbejder i nøglestillinger eller har en særlig ekspertise i form af eksport til Østeuropa.

- Men det vil nedbringe antallet af østeuropæere, som kun er her for at være i ufaglærte stillinger. Det er særligt der, at mange danskere ikke har nogen gevinst ved at tage de job, siger han.

Om kontanthjælpsloftet siger Kristian Jensen, at Venstre gerne vil have et "moderne kontanthjælpsloft", men at partiet arbejder på den præcise udformning af det.

/ritzau/