Venstre: Nu handler det om at udslette IS

admin

|

16/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er nu erklæret krig mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS) efter fredagens voldsomme angreb i Paris.

Det er meldingen i Frankrig, og det samme gør sig gældende i Danmark, siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, som i mandagens Politiken taler om "at fjerne IS fra Jordens overflade".

Danmark har for nylig haft F-16-kampfly udsendt i Irak i kampen mod netop IS i et år. Så hvorfor kalde det krig nu? Har Danmark ikke længe deltaget i krigen mod IS?

Michael Aastrup Jensen siger, at missionens formål har ændret sig siden begivenhederne i Paris, hvor mindst 129 mistede livet.

- Der har hidtil mere været en holdning om at inddæmme IS, men det her må være et wakeup-call til os alle. Vi skal ikke længere sørge for, at de ikke er en så stor en trussel.

- Nu skal IS simpelthen bare væk. De ønsker ikke at forhandle med os. De vil slå os alle sammen ihjel, siger Aastrup Jensen til Ritzau.

- Før var holdningen, at hvis man fik dem inddæmmet, var de ikke så stor en trussel og bare en af mange grupper. Det er ikke godt nok i dag. IS har selv oppet sin indsats, og vi må gøre det samme, siger han.

De danske F-16-fly er blevet kaldt hjem fra Irak på grund af nedslidt materiel og mandskab.

Når de skal ud igen, skal missionen udvides til Syrien, mener Aastrup Jensen. Landtropper skal også bekæmpe IS mere målrettet nu, mener han. Men danske soldater er undtaget.

Danske specialstyrker skal, som det ser ud i dag, ellers sendes på mission i Mali næste år.

- Vi er allerede ekstremt aktive, når vi sender vores F-16-fly derned igen. USA, Frankrig og andre, der har langt større militære værktøjer end os, ville kunne gå ind mere landbaseret end Danmark.

- I forhold til vores størrelse vil vi være meget aktive, når vi sender vores kampfly derned igen. Vi er absolut stadigvæk i frontlinjen, siger han.

Forsvaret er presset økonomisk i øjeblikket, men Aastrup Jensen vil ikke svare på, om Venstre vil poste flere penge ind i Forsvaret.

- Det er for tidligt at give et konkret svar på vores udspil, siger han med henvisning til, at forsvarsforliget rækker til 2017.

/ritzau/