Venstre om Dong-salg: Aftalen ligger fast

admin

|

21/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Trods kritik fra begge sider i Folketinget af aftalen med Goldman Sachs om at lade den amerikanske investeringsbank købe dele af Dong Energy, fastholder Venstre sin støtte.

- Venstre har indgået en politisk aftale med regeringen om, at der skal rejses kapital til det nødlidende Dong, siger partiets finanspolitiske ordfører, Peter Christensen, til Information.

- Og aktstykket (om aftalen, red.) lever op til den aftale og er samtidig en køreplan for en børsintroduktion af Dong med en hel eller delvis privatisering. Hvilket Venstre synes er godt, tilføjer han.

Folketingets største parti har ellers hidtil afstået fra at kommentere den seneste tids kritik af aftalen med Goldman Sachs, der for øjeblikket behandles i Finansudvalget.

Aftalen medfører, at den amerikanske investeringsbank investerer otte milliarder kroner i Dong Energy til gengæld for 19 procent af aktierne, når energiselskabet børsnoteres.

De danske pensionsselskaber ATP og PFA indskyder andre tre milliarder kroner.

Selv om Information har beskrevet, hvordan PensionDanmark angiveligt afgav et højere bud end Goldman Sachs, så har Peter Christensen tillid til, at finansminister Bjarne Corydon (S) har fået den bedst mulige aftale.

Finansministeren er nu kaldt i samråd i Finansudvalget for at forklare sig.

- Venstre har jo ikke forhandlet med nogen, så når finansministeren siger, at det her - samlet set - er det bedste afgivne tilbud, så tager vi det som udgangspunkt og har tillid til, at det så er det bedste tilbud, siger Peter Christensen.

- Vi vil da med interesse lytte til finansministerens forklaringer på samrådet. Men overordnet set lever aktstykket op til den politiske aftale, der er lavet. Jeg savner en erkendelse i debatten af, at Dong er et selskab med en høj risikoprofil, tilføjer han.

Siden 2004 har der eksisteret en folketingsbeslutning om at sælge ud af statens aktier i Dong.

/ritzau/