Venstre om energiaftale: En gevinst for landdistrikterne

Skrevet af admin

26/11/2014

Dagens topnyheder

Landbruget slår to fluer med ét smæk, når lokale kraftvarmeværker må fyre med biomasse. Dels sparer forbrugere i landdistrikter tusinder af kroner årligt på varmeprisen, dels kan landmænd levere biomasse til kraftvarmeværkerne.

Det siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, om aftalen mellem partierne bag energiforliget fra 2012.

- Det er en gevinst for landdistrikterne. De 50 dyreste decentrale kraftvarmeværker - ikke mindst i landdistrikterne - kan udskifte dyr naturgas med billig biomasse. Vi kunne ikke komme igennem for to år siden, men nu går et gammelt Venstre-ønske i opfyldelse, siger Lars Christian Lilleholt.

- Lokalt kan man anvende biomasse, herunder halm, træpiller og andre former. De fleste værker vil anvende lokal biomasse. Det vil være det billigste og nemmeste at håndtere.

Lars Christian Lilleholt vurderer, at landdistrikternes varmeforbrugere årligt kan skære 2000 til 3000 kroner af varmeprisen pr. husholdning.

50 kraftvarmeværker må opsætte en biomassekedel på en MegaWatt (MW). Så kan i alt 85 værker bygge små biokedler. Det sænker varmeprisen voldsomt, fordi kraftvarmeværkerne kan fyre med billig biomasse.

Samtidig kan kraftvarmeværkerne bruge store varmepumper. Værkerne må indregne perioder, når elprisen er lav. Det gør det lettere for kommunerne at godkende projekter med varmepumper.

Varmeværkerne kan straks søge Energistyrelsen om tilskud efter de nye regler, forklarer Venstres energiordfører.

- Ønsket har længe været på den politiske dagsorden. Derfor glæder det mig, at klima- og energiministeren (Rasmus Helveg Petersen (R) endelig har valgt at give sig efter et langt tilløb, siger Lars Christian Lilleholt.

Varmepumper kan udnytte vindmøllers overskudsstrøm, som så ikke skal eksporteres med statstilskud, påpeger han.

/ritzau/