Venstre omfavner LO-forslag om mere erhverv på landet

Skrevet af admin

14/04/2015

Dagens topnyheder

LO og FTF's forslag om at lempe landzoneloven, så det bliver lettere at drive mindre virksomheder på landet, modtages med åbne arme hos Venstre.

Fagbevægelsen vil eksempelvis gøre det lettere at drive virksomhed i nedlagte landejendomme for at skabe mere vækst og mere liv i udkantsområderne, og det er Venstre helt med på, understreger partiets landdisstriksordfører Thomas Danielsen.

- Det er et forslag, vi i Venstre er meget begejstrede for. Vi har for en måned siden netop foreslået, at man skal have lov til at drive erhverv fra nedlagte landejendomme, siger han.

- Som det er i dag, bliver man tvunget til at flytte ind til byerne eller i industrikvartererne, hvis du har bare en lille smule succes med din virksomhed, siger han og fortsætter:

- Hvis bare du har fem ansatte, så skal du rykke ud af de her landejendomme og ellers overflødige bygninger. Det betyder, at virksomhederne flytter ud af landdistrikterne - ovenikøbet til en dyrere husleje inde i byerne - så det er et helt afgørende forslag, det her.

Tiltaget skønnes ifølge LO og FTF at kunne skabe omkring 400 flere job på få år og op til 1000 flere job på længere sigt.

Og LO-formand Harald Børsting opfordrer til, at man er "pragmatisk" i forhold til på den måde at skabe flere job i landområderne.

- Lad os være pragmatiske og gøre det lettere for folk med gode idéer at oprette virksomheder i de tyndt befolkede områder. Det vil skabe arbejdspladser og hermed mulighed for folk, der ønsker at leve i de mindre samfund, siger han.

/ritzau/