Venstre: Rasmus Helveg dæmoniserer os borgerlige

Skrevet af admin

18/04/2015

Mest læste i dag

Det er skræmmekampagne og valgkampsretorik, når klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) kalder de borgerlige partier for "sort blok" og advarer mod tab af grønne arbejdspladser og milliardeksport, hvis de vinder næste folketingsvalg.

Det mener Venstres klima- og energiordfører, Lars Chr. Lilleholt.

- Han dæmoniserer og forsøger at tegne et forvrænget billede. Vi vil have grøn realisme ind i klima- og energipolitikken, så tusindvis af arbejdspladser i landbruget, industrien og transportsektoren ikke forsvinder ud af landet, siger Lilleholt til Ritzau.

Rasmus Helveg advarer om, at Danmark risikerer at miste sin globale førerposition inden for klimavenlig energiteknologi, hvis Venstre kommer til fadet sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Danmarks eksport af grøn energiteknologi nåede i 2013 op på 38 milliarder kroner, en stigning på næsten 18 procent fra året før. Men den eksport kan komme i fare under de borgerlige, mener ministeren.

Venstre har eksempelvis slækket på partiets tidligere målsætning om et Danmark frit for fossile brændsler i 2050, siger han.

Lars Chr. Lilleholt mener, at Rasmus Helveg har mistet jordforbindelsen og gik helt "vindmølleamok" med sit forslag om at opstille en havvindmølle hver uge i 30 år. Også R's forslag om at forbyde brug af kul om bare 10 år er helt urealistisk, mener Lilleholt.

- Der er jo splid internt i regeringen om klimapolitikken. Vi skal have en balance, hvor der på den ene side er plads til den grønne omstilling og på den anden side plads til produktionsvirksomheder i Danmark, siger han.

Fremkomsten af skifergas i USA har gjort det dyrere at producere vedvarende energi, og det er man nødt til at tage bestik af, mener V-ordføreren.

- Vi opfatter i modsætning til ministeren ikke Danmarks klima- og energipolitik som inde i en osteklokke. Den afgørende indsats er at sikre, at EU har så høje målsætninger som muligt. Dansk enegang løser ikke klimaproblemet, siger Lars Chr. Lilleholt.

/ritzau/