Venstre: Regeringen har skabt asylkaos

Skrevet af admin

26/10/2014

Dagens topnyheder

Regeringen ligger, som den har redt, når 20.000 asylsøgere strømmer til Danmark. Der kommer flere, fordi regeringen har lempet udlændingepolitikken. Kommunerne kræver asyl sat i fokus for næste års finanslov. Indtil videre løber regningen op i 4,5 milliarder kroner i ekstra udgifter.

Det siger Venstres finansordfører, Peter Christensen, efter KL's formand, Kalundborgs V-borgmester Martin Damm, kræver en supplerende budgetaftale med regeringen for 2015, så enderne kan mødes i de 98 kommuner.

- Danmark har altid modtaget flygtninge, men antallet påvirkes af, om vilkårene her er markant bedre end i andre lande. Regeringen har lempet vilkårene. Det har både haft en konsekvens økonomisk og for antallet. Derfor ligger regeringen, som den har redt, siger Peter Christensen.

Regeringen betaler 2,5 milliarder kroner af regningen fra ulandsbistanden, som Venstre vil beskære for at skaffe penge til velfærd. Kommunerne betaler nu regningen, fordi regeringen har lempet udlændingepolitikken 31 gange, mener han.

- Regeringen har hele vejen fastholdt, at det ingen betydning har for antallet af flygtninge, hvilke vilkår de tilbydes. Det, må regeringen have vidst, er noget vrøvl, for der er en grund til, at flere søger til Danmark og Sverige end til andre lande, siger Peter Christensen.

Venstre vil efter en valgsejr stramme udlændingepolitikken, så udlændinge kun kommer til Danmark, hvis de kan tilbyde noget, mens udlændinge fra 3. verdenslande holdes ude, påpeger han.

- Jeg gør mig ingen forestilling om, at denne regering kan løse problemet. Når dét, de kalder en stramning, er et midlertidigt stop for familiesammenføring, og regeringen siger, at det ikke har betydning for antallet, så siger det alt om, at denne regering næppe kan løse udfordringerne, siger Peter Christensen.

/ritzau/