Venstre: Regeringen skærer i borgernes velfærd

Holger Madsen

|

22/11/2012

Dagens topnyheder

Det Venstres medlem af Folketinget, Flemming Damgaard Larsen, der er valgt i Region Sjælland, der kritiserer regeringen for planerne om at smide BoligJob-ordningen ud.

Det skriver han i dette indlæg på dagens.dk:

- Noget af det smukke ved det danske samfund er vores velfærd. Velfærden sikrer lighed og livskvalitet. Det er som regel noget, vi politikere er enige om. Nu ser det dog ud til, at regeringen med finansloven for 2013 sløjfer flere af de ordninger, der hidtil har sikret den enkelte borger hjælp og velfærd.

Efter 1. januar 2013 vil det ikke længere være muligt for førtidspensionister eller folkepensionister at få 30 pct. i tilskud til rengøring i hjemmet. Det betyder, at de befolkningsgrupper vil opleve en forringelse af deres velfærd. Rengøring kan lyde som en banal hverdagsting, men det er netop i aflastningen af praktiske gøremål, at der lettest fjernes bekymringer og frigives overskud.

Regeringen vil spare på hjemmeservice, fordi det vil gavne statskassen, og fordi nogle virksomheder kan drage fordel af ikke at bruge ressourcer på administration af tilskudsordningen. Staten vil samlet set kunne spare 88,7 mio kr. årligt ved at fjerne tilskuddet.

Det er naturligvis penge, der er vigtige for at få indtægter og udgifter til at gå op i det store regnskab, men når regeringen samtidig fjerner BoligJob-ordningen, er der ikke balance i regnestykket for den enkelte borger.

BoligJob-ordningen giver danskerne mulighed for billig hjælp til rengøring og andre praktiske gøremål i hjemmet. Det skaber også beskæftigelse hos serviceudbyderne. Når regeringen både fjerner tilskud til hjemmeservice og BoligJob-ordningen forringer den velfærden og livskvaliteten for de befolkningsgrupper, der har særligt behov for ydelserne. 

Hvis regeringen vil skære i borgernes velfærd må den sørge for, at der er et brugbart alternativ, som f.eks. BoligJob-ordningen. Den ordning ønsker Venstre at bevare, både fordi den har en positiv beskæftigelseseffekt, og fordi den er med til at sikre velfærd for hele befolkningen, mener Flemming Damgaard Larsen (V).